Nordjyske
MUSIK TIL SOLNEDGANG
Det er ikke fordi, den ene halvdel af den nu opløste elektroniske danskerduo Puddu Varano ligger på den lade side. Ved siden af sit job som booker på Rust i Købanhavn, har Morten Varano for tiden gang i flere musikalske projekter - og ét af dem er Los Chicharrons, som er et samarbajde mellem den danske musiker og den britiske dj Ramon Santana.
"When the sun goes down" er duoens tredje album, og den
slipper de ganske udemærket fra. Der bliver fra start af fyret
godt og grundigt op for rytmer og bongotrommer på denne rendyrkede
sommer-cd, der nok skal gå en varm
sommer i møde. Med overhængende chance for hård
rotation på ghettoblasters landet over - sommeren over i det
danske natteliv, når solen går ned. Ved beachpartys, på
caféer og som festligt selskab de sene sommeraftener.
Albummet vil givetvis også kaste et par hits af sig, som vil være at finde på dansegulve og på diverse opsamlinger og compilations. For det er godt, det er lækre sambarytmer og svedige afro-latinske rytmer. Som de unge vil have det, når der skal festes - eller "chilles" som det også hedder, når det er i tilbagelænet stil i en knæhøj sofa med en drink i hånden.
"When the sun goes down" er en plade, der tager til i styrke
og intensitet nummer for nummer - og summa summarum er der vel egentlig
tale om en houseplade. Det er sådan, det skal være, når
det er musik til selskaber og i festlige sammenhænge - men det
bliver for meget, når det er én selv, der hører
pladen alene. I længden bliver det for ensformigt, for meget
tomgang i den samme rytme. Det kunne lydmæssigt friske op med
en stille brise i ny og
næ - til at koble af på og hvile ørerne til. Og
så er der desværre for lidt sang, hvilket ville have løsnet
gevaldigt op i et lydbillede, der af og til bliver for intenst. +
+ + + - -